fredag den 8. marts 2013

Det virkede ellers som en god idé

Når man bor et sted sådan lidt uden for alfarvej, er der lidt at køre, når der skal købes ind og det betyder, at vi forsøger at samle indkøb, så vi kun skal handle en gang om ugen.

Som regel fungerer det udmærket, når bare vi sørger for at planlægge det lidt, for det duer jo ikke at glemme noget - så er idéen med at samle indkøbene jo ligesom røget sig en tur.

Men af og til er der nu alligevel noget, der glipper.

Her i sidste uge var det toiletpapir, vi glemte. Af alle de ting, vi bruger i dagligdagen er toiletpapir altså ret vigtigt...

Nå, men man gør jo, hvad man kan for at klare sig og vi fandt da også frem til flere løsninger af forskellig kvalitet. Avispapir er iøvrigt ikke rart, kan jeg oplyse som en lille sidebemærkning...

En af mine idéer var lige til højrebenet, nemlig at bruge de der skum-servietter, man ellers bruger til blebørn, når der skal skiftes af den mere ildelugtende slags.

Det virkede som en rigtig god idé, da jeg begyndte på det, for selv om det er en anelse koldt at vaske sig med våd skumgummi (for slet ikke at tale om svineriet, hvis servietten er alt for våd og lortet - bogstaveligt talt - sprøjter ud til alle sider) - så er det trods alt en bedre oplevelse end at trække sine underbukser op mod sprækken mellem ballerne og mærke, hvordan det klæbrige og ildelugtende mørkebrune stads smøres ud over huden som nutella på en lun franskbrødsmad.

Så til at begynde med syntes jeg faktisk det virkede som en rigtig god idé - det ændrede sig dog efter et par dage.

Det præcise tidspunkt for, hvornår det viste sig at være en knap så god idé, fremstår ganske tydeligt. Jeg skulle på toilettet - stort naturligvis - og bøjede mig ned efter servietterne, som ligger i skabet under håndvasken. Jeg tog en serviet og gjorde den våd under hanen. De første par gange med en tør serviet viste sig nemlig hurtigt at være en mindre god metode. For det første er tør skumgummi mod min glatte barnerumpeagtige popo som at barbere baller med et rivejern - ikke at jeg har prøvet, men det var den bedste sammenligning, jeg kunne komme på. Og for det andet er tør skumgummi mod menneskehud ikke egnet til at køre gnidningsløst på huden og resultatet er, at servietten i stedet ruller sig sammen og så er der jo ikke noget mellem fingrene og det skidt, man forsøger at tørre væk.

Så jeg lærte hurtigt at gøre servietten våd, men lige netop dén dag fik jeg aldrig gjort det færdigt, for netop som jeg skulle til at presse det overskydende vand ud af servietten, kom jeg til at kigge ned i toiletkummen...

Det var som en forsmag på den globale opvarmning. I stedet for en fin og klar vandoverflade i bunden af kummen, lignede det mest af alt en miniudgave af energirigtig udnyttelse af gas i en gylletank. Den eneste virkelige forskel dernede var de klumper af skumgummi, der truede med at kravle op over kanten og svine linoleumsgulvet til...

Resolut nappede jeg toiletbørsten fra sin plads og stak den ned i det mudderbrune vand, mens jeg var meget opmærksom på ikke at komme til at røre noget, jeg helst ville være fri for at få på fingrene. 

Faktisk var jeg så opmærksom, at børsten nærmest fik sit eget liv og smut... forsvandt ikke blot børstehovedet, men hele børsten med håndtag og klæbende servietstykker ned i det noget usigtbare flydende stads.

Jeg nåede ikke at tænke ret meget over det, for kroppens reflekser overtog magten og inden længe havde jeg hele hånden nede på bunden af kummen, som føltes både glat og smattet, mens jeg rodede rundt for at få ordentligt fat om børsten, der mest af alt opførte sig som en ål på flugt fra at blive stanget. Efter lidt tid lykkedes det endelig og nu stod jeg med en brun og hvid børste med våde servietter i den ene hånd, mens den anden hånd strittede ud fra kroppen i et forsøg på at komme så langt væk fra det ulækre som overhovedet muligt.

Først nu opdagede jeg, at den bare hud på hånd og arm åbenbart ikke havde været nok for den sultne kumme. Også min pæne skjorte var mindre hvid end før og selv på bukser og sko sad der små klumper af noget, jeg ikke ville tage med på en fin restaurant.

Nå, men nu var skaden jo ligesom sket og så kunne jeg jo lige så godt ordne kummen med mine bare hænder - det viste sig hurtigt at være en meget effektiv, omend mindre tiltalende, metode og inden længe var der atter frit løb gennem rørene ud til kloaksystemet.

Nu gjaldt det så rengøring af mand og badeværelse, så først tog jeg alt tøjet af, fandt spand og gulvklud frem og gjorde rent på badeværelset iført intet andet end Adams jakkesæt, mens jeg glædede mig over, at jeg var alene hjemme. Det var pinligt nok i forvejen uden tilskuere i en kødrand omkring badeværelsesdøren.
Og så til sidst et bad og endnu lidt rengøring...

Efter den dag syntes idéen med servietterne at være knap så god...
Nåh, ja... fik jeg nævnt, at jeg straks efter tog af sted for at købe toiletpapir?

fredag den 1. marts 2013

Hul i væggen

Jeg var på arbejde, da hun ringede... Aftenvagt, så hun var alene med ungerne...

"Hej, skat." Jeg syntes hendes stemme lød lidt anstrengt. Det var der også god grund til. Det fremgik tydeligt af hendes næste sætning.

"Nu må du ikke blive sur, vel?"

Egentlig er det jo en sætning, vi bruger, når vi slet ikke burde. Den er sprængfyldt med paradoks! Når nogen bruger den, blinker advarselslamperne i hovedet, så det får det lokale pizzaria til at ligne et kommunekontor bygget i gråt 60´er-beton.

Så allerede dér havde jeg en fornemmelse af, at der godt kunne være grund til i hvert fald at blive en anelse ærgerlig.

"Jeg er vist kommet til at ødelægge væggen," fortalte hun spagt og forklarede, hvordan hun havde forsøgt at banke det løse puds af med den spidse ende af vores tunge hammer.

Hun havde godt nok tænkt på, at det ikke lige var den bedste hammer at bruge, men det var den eneste, der var ledig.

"Øh.. den eneste, der var ledig? Hvad mener du?" spurgte jeg med en mavefornemmelse af, at der var spørgsmål i denne verden, jeg nok hellere ville høre svaret på.

Min mavefornemmelse viste sig at holde stik. Nåja, mavefornemmelse er måske også at stramme den en tand.

Hun havde længe gået og kigget ondt efter væggen. Tapetet bulede hist og pist og et par steder var der en løs flig. Men det værste er, at vi af og til har hørt pudset rasle ned bag tapetet, når ungerne har tumlet på gulvet eller leget jorden er giftig på reol, bord og stole (og vist også gardiner, hvis man skal dømme på ophængene...)

Så netop dén væg har længe været hendes fjende nummer 1 og hver gang, hendes øjne falder på den, strammes de sammen til et par diabolske sprækker og hendes mund forvandles til noget, der mest af alt ligner en hønserøv.

Jeg har lovet at kigge på det, men problemet er, at det er en gammel rørvævsvæg. Det er sådan en væg med brædder, ståltråd, halm og en farlig masse puds. Vel at mærke puds af den gamle slags, som er ret porøst og som bestemt ikke bliver bedre med tiden.

Jeg har forsøgt at forklare hende den rette sammenhæng, men det virker, som om hun opfatter det som en halvdårlig undskyldning for at slippe for at ordne det. Hvor hun så end har fået den idé...

Så uanset mine mange formaninger om, at hvis man begynder at banke på væggen, risikerer man, at det hele rasler ned, så havde hun altså besluttet sig for at prøve alligevel.

Men hvorfor var det nu lige, at hun ikke kunne bruge en lidt mindre hammer til det?

Jo, det var såmænd fordi hun ikke havde kunnet få fred for ungerne til at ordne det, så efter lidt tid havde hun givet efter for al deres plageri.

1,2,3 og så havde ungerne fået stukket en hammer i hånden, som de med stor iver brugte til at tampe løs på den stakkels forsvarsløse væg...

Det kunne den så ikke lige holde til...

Jeg kæmpede mod trangen til at spørge, om ikke det havde været bedre at købe dem med lidt TV-tid og spurgte så i stedet med bange anelser, hvor slemt, det stod til.

"Øhm..." tøvede hun, "der er vist kommet huller i væggen..."

Kommet huller?
Dén skulle jeg lige tænke lidt over...

Det var som om det ikke helt passede ind i sammenhængen... Jeg mener, huller er vel sjældent noget, der sådan kommer af sig selv?

Nå, men det kunne jo ikke nytte noget og desuden var det jo ikke sikkert, at det nok ikke var helt så slemt, som hun fik det til at lyde.

Så jeg beroligede hende med, at jeg ville kigge på det, når jeg kom hjem.

Resten af aftenen forsøgte jeg at lade være med at spekulere for meget på den væg, for jeg kunne jo alligevel ikke gøre noget, før jeg fik set på den.

Endelig fik jeg så fri og kom hjem til et mørkt hus. Alle var gået i seng, for det var næsten midnat.

Jeg må indrømme, at jeg holdt hånden tøvende på lyskontakten ret længe, før jeg fik samlet mod til at tænde.

Det havde næppe sagt "klik" på kontakten, før jeg begyndte at fortryde. Nu ønskede jeg brændende, at jeg havde ventet med at undersøge væggen til dagen efter.

Det var virkelig et nedslående syn!
Væggen, hvis man da stadig kunne kalde det en væg, var fuld af huller fra øjenhøjde og nedefter. Særligt i det område, hvor man kunne forvente nedslag med en hammer, når det er et barn, der styrer den, lignede et Marslandskab.

Det værste af hullerne var på størrelse med Fyn - altså ikke øen som sådan, men som den ser ud på det Danmarkskort, vi har hængende, hvilket vil sige ca. 20cm i diameter. På en væg, der er 3 meter høj og 2,5 meter bred er det noget, man lægger mærke til og jeg var ret sikker på, at vi ikke ville kunne slippe af sted med at lægge det ind under et "rustikt look."

Jeg slukkede lyset og gik stille i seng uden at sige noget, men hun var åbenbart ikke faldet i søvn endnu, for jeg havde dårligt nok lukket døren til soveværelset, før hun udbad sig en statusrapport på skaden. Først lod jeg som om jeg ikke havde hørt hende, for jeg vidste af erfaring, at den stod på nattedebat om mulige løsninger, jeg kunne gå i gang med, hvis det først gik op for hende, hvor alvorligt, det var.

Men den gik desværre ikke.
"Er det slemt med væggen?" gentog hun og nu måtte jeg træffe en hurtig beslutning: indvie hende i situationens alvor og miste min nattesøvn? Eller flygte med bukserne slaskende fra anklerne?

Jeg kunne ikke lyve... det har jeg aldrig kunnet... ikke overfor hende...

"Den tager vi lige i morgen," endte jeg med at sige, "jeg er alt for træt lige nu..."

Kort efter sov jeg... det gjorde hun ikke, men det fandt jeg først ud af dagen efter...

søndag den 17. februar 2013

Et hus med sjæl

Vi er lige flyttet ind i vores nye hus. Eller det vil sige; helt nyt er det jo ikke. Faktisk er det et ret gammelt hus. Fra starten af 1900-tallet. Oprindeligt er det vist bygget til industri, selv om jeg endnu ikke har fundet ud af, hvilken slags industri.

Men for os er det nyt. Det er et lidt specielt hus, hvor niveauerne skifter alt efter, hvor i huset, man befinder sig.

Der er en trappe op til hoveddøren, hvor man kommer ind i en meget lille entré. Det er næsten som at træde ind i et kosteskab, hvis ikke det var for døren ind til stuen og trappen op til første sal. Det er iøvrigt en underlig konstruktion. For at komme ud i køkkenet skal man enten ind gennem to stuer eller også går man op ad trappen og fra afsatsen er der så en dør ud til køkkenet. Det er ikke underligt i sig selv; nej, det underlige er, at på den anden side af døren går der en lille trappe inde i selve køkkenet ned til gulvet i køkkenet.

Stueetagen ligger næsten to meter over gadeplan og under den store stue er der en krybekælder, hvor et barn kan stå oprejst. Den lidt mindre stue bagved har en terassedør og en dør ud i køkkenet.

Huset har været købmandsbutik engang, så i den store stue, som var selve butikken, står der en gammeldags købmandsreol. Står er faktisk ikke helt korrekt, for den er nærmest boltet fast med søm og skruer i både væg, loft og gulv. Og den lille stue blev brugt til kontor, så her er der indmuret en ordentlig fætter af et pengeskab.

Under den lille stue er der også en krybekælder, men her kan man faktisk kun krybe. Under køkkenet er der en viktualiekælder.

Og så er der en tilbygning med lavt til loftet og en kælder med højt til loftet. Det er temmelig mystisk, men det giver huset noget ganske særligt. Det er et hus med sjæl. Min bror er ikke helt enig.

"Nå," sagde han en dag, "I har nok købt et håndværkertilbud?"
Hmm.... han har måske en pointe... vi kører i hvert fald efter udsagnet: "man ved ALDRIG, hvad man finder," når vi laver om.